Det jeg skriver her er yderst subjektivt, og er ikke en decideret beskrivelse af Costa Rica - landet eller folket. Det er kun ting, jeg har oplevet, og dermed er det del af min hverdag her og del af mit indtryk af landet.
VOLD
I Costa Rica er det normalt, at foraeldrer slaar deres boern som opdragelsesmiddel. Dertil bruger de fx en livrem. Selv siger de, at der er stor forskel paa fysisk afstraffelse og mishandling. Og boernene skal jo laere at have respekt paa en eller anden maade. Selv laerinderne fortaeller boernene at de ikke maa slaa, for de eneste som har retten til det er hvert enkelt barns foraeldre.
Sensationspressen leverer hver dag billeder af lig og kvaestede, og toever ikke med yderst detaljerede beskrivelser af gerningerne. Voldsorgierne staar side om side med mind. 4 forskellige (naesten) noegne kunstige piger, som kalder sig modeller og virker som forbillede for kvinderne her. Politiet og butiksvagter baerer rundt paa kaempe vaaben, og det er ogsaa forholdsvis nemt at skaffe et som privatperson.
Min gaestfamilie tar naesten aldrig til centrum, de sir det er for farligt og rodet. Jeg kender en 26aarig, som skal tage i biffen med hans 16 aarige nevoe og nevoens venner, fordi purken ellers ikke faar lov af sin mor. Alle siger, at alt er farligt, men intdil videre har jeg ikke set noget ske noget. Hvis man lader sine vaerdigenstande hjemme og putter sine penge i bhen, og ikke er alt for turistdum, kan man foele sig relativt sikker.
NATIONALSTOLTHED
Costaricanerne ynder at definere sig efter det, som de IKKE er. "Vi har ikke en forfaerdelig infrastruktur som dem og dem, vi har ikke manglende uddannelse, vi har ikke noget militaer, vi har ikke naer saa meget korruption..."Mange Ticoer (heldigvis ikke alle) sammenligner paa den maade med Nicaragua, og proever dermed at sige, at "Nicaerne" ikke er helt saa gode mennesker som dem selv: De er beskidte, larmer, stjaeler, er dumme, har ingen moral, og vil ikke integrere sig i Costa Rica. Der er vittigheder her, som fremstiller Ticoen som den smarte, USamerikaneren som den fede, og Nicaen som den hjernedoede. Folk bruger Nica som skaeldsord, og langt de fleste Nicaraguanere har "beskidt" arbejde, som rengoeringskvinde eller paa byggepladser. Jeg siger ikke, at vi ikke har de samme problemer i Europa. Det undrer mig bare, at der i loebet af de sidste 30 aar er opstaaet et regulaert had mod naboen, som man ikke havde et problem med foer.
Hvad folk her har glemt, er at Nicaragua for ikke saa laenge siden var bedre udviklet end Costa Rica.Men Nicaragua maatte kaempe med mange aars borgerkrig, og takket vaere sanktioner fra USA blev landet til et af de fattigste lande i Mellem- og Sydamerika med stor arbejdsloeshed og sult. I kolonialtiden var Costa Rica saa heldig, ikke at have nogen speciel betydning (hverken strategisk eller industrielt), saa det fik lov til at passe sig selv. Og fordi naesten alle indianske stammer blev udryddet, var befolkningen forholdsvis ensformig og maatte ikke kaempe med de samme konflikter som deres naboer.
I skolen synger boernene nationalhymnen paa helligdage, og bliver straffet, hvis de "vanaerer flaget". Mange er fascineret af det forvraengede billede, de faar af USA gennem medierne, og oensker at rejse til USA engang i livet (uden at de egentlig kender landet). Samtidig er nogle Ticoer skeptiske overfor amerikanerene, for amerikanske virksomheder har indtaget landet saa meget, at Ticoerne engang imellem foeler sig fremmede i deres eget land.
K0eN
I Costa Rica er der en aabenlys forskel paa maend og kvinder. Kvinderne har foerste prioritet naar man skal ind og ud af bussen/butikker, manden betaler altid for kvinden, holder doeren osv. Kvinderne bruger utrolig meget energi paa deres udseende, og piger i alle former viser deres bare maver og ben frem, selv paa ret saa kolde dage. Til gengaeld faar man som kvinde utrolig meget opmaerksomhed, i dag fik jeg paa min vej hjem saavel et "que bonita esa muchacha", og et "maa Gud vaere med dig", men en gang i mellem er der ogsaa virkelig ubehagelige situationer, fx kom mine veninder og jeg engang ind i en cafe, hvor en fyr skreg "ay caramba, putas gringas (amerikanske ludere)!" Mange mener nemlig, at kvinderne fra USA og Nordeuropa er utrolig nemme. Hvilket betyder, at man faar sultne oejne fra fyre og sure blikke fra piger.
I skolen er seksualundervisningen overraskende aaben og informativ, boernene laerer hvordan menstruation ser ud og hvad porno er. Samtidig bliver det dog blandet sammen med Gud, fx er homoseksualitet imod Guds vilje og unormalt (og det er noget man selv vaelger), og i stedet for at man forklarer kondomet, er afholdenhed den eneste praevention .
Klima
Regntiden er begyndt, hvilket betyder staerk regn 1-2 timer om dagen, og det skal nok blive vildere. Jeg bor ret hoejt oppe paa et bjerg/vulkanplateau, derfor er der generelt aldrig rigtig hamrende varmt, og vejret skifter rigtig hurtigt. man skal i hvert fald altid tage en troeje med, selvom om man senere naesten doer af varme af at vaere i t-shirt og lette bukser. Naar man tager til kystomraaderne, er klimaet helt anderledes, nemlig rigtig fugtigvarmt. Det tar ofte en dag at vaenne sig til.
Der har forresten vaeret 2 bittesmaa jordskaelv mens jeg var her, men dem har jeg slet ikke lagt maerke til. "Saesonen", dvs hvor sandsynligheden for jordskaelv er stoerre, starter foerst til october. Jeg forstaar dog ikke, hvordan man vil regne det ud, men maaske har Susanne Gruene forklaret det engang. For 2 uger siden tog jeg til den flotteste og mest aktive vulkan i landet, og om natten saa jeg et rigtig (om end lille) vulkanudbrud. Selvfoelgelig i sikkerhedsafstand. Og jeg fik badet i varme kilder for foerste gang i mit liv (selvom jeg ikke tog med til Island dengang, mor og far).
fredag den 11. april 2008
mandag den 31. marts 2008
En uge Panama og Autoritetsoevelser
Saa er en hel maaned gaaet hvor jeg har vaeret for doven til at opdatere min blog. det er lidt nederen gjort, men nu vil jeg skrive saa meget, at du keder dig foer jeg er faerdig med det her indlaeg.
Jeg har vaeret i Panama i paaskeugen, for at udnytte muligheden for at se et andet land nu hvor jeg ikke rejser rundt, og fordi jeg havde brug for at fornye mit visum. for det skal man forlade landet i mind. 3 dage, og saa faar man et nyt stempel i passet, wow.
Det foerste eventyr startede allerede paa busstationen, hvor jeg stod ved middagstid sammen med 4 sveitzere og var frisk paa 16 timer i bus. problemet var saa bare, at damen bag check in havde solgt min og en anden piges billet videre, saa vores pladser var optaget. det betoed, at vi skulle vente 12 timer til vi kunne tage en anden bus. det samme var sket for en 16 aarig halvamerikaner-halvtico, som skulle rejse selv i stedet for med sin kaereste og hendes mor. Hans mor var ved at faa et hysterisk anfald, fordi hun ikke ville have, at han rejste alene. saa rahel (min medrejsende) og jeg tilboed at passe paa hendes 1.90 hoeje soen under busturen. I de 12 timers ventetid fik vi til gengaeld indblik i "det fede liv" i Costa Rica. Vi blev koert fra Mall til Mall for at spise, se en daarlig film i biografen, spise lidt mere, faa en oel, tage en tur til bedstemor for at synge og spille klaver, spise igen, se deres hjem og ryge vandpibe og se mtv, og blev saa koert tilbage til busstationen. I eftermiddagstrafikken laerte vi nogle nye spanske bandeord og bokseteknikker, som blev udvekslet mellem mor og soen.
I Panama City blev vi ramt af en mur af varme. Mellemamerikanske busser har et indeklima paa hoejst 15 grader, og folk sidder med huer, taepper og halstoerklaeder. jeg har stadig ikke fundet ud af, hvorfor det er noedvendigt med den sindsyge aircondition. Det naeste ekstrem var de forskellige taxaers standard. Der er nogle med kaempe buler (hvor bagagerummet bliver holdt sammen med elastikreb) og gangsterrap, og nogle med laekker polstring, aircondition og elevatormusik. Begge muligheder til den pris, man kan forhandle sig til.
Panama City er en underlig blanding af en junlge af skyskrabere, paen kolonialstil og slum. Naar man gaar en halv kilometer, har man set alt fra jakkesaet (for det meste hvide) til indiansk traditionelt toej til familier i beskidt, hullet toej (sorte). Vi blev stoppet af politiet 2 gange, som sagde at vi var paa vej til meget farligt omraade, selvom man umiddelbart ikke kunne se det.
Vi var i byen en gang, hvor jeg blev bidt i oeret af en kaempe hoej mand og blev testet for slagtningskvalitet af en anden (ligesom ved koeer skulle jeg lige ha et tommelfingertryk i hoftefedtet). Flirt paa panamamaade. Rahel og jeg reddede os ved at danse sammen, saa tror alle automatisk at man er lesbisk. Paa den maade kom vi endda i kontakt med et andet lesbisk par.
I 3 dage saa vi de fleste turistiske ting og tog videre med en blandet fornemmelse af den by.
Videre til 4 dage i Bocas del Toro, en oegruppe ved Panamas karibikkyst. Laes det jeg har skrevet om Puerto Viejo, og forestil dig det 3 gange smukkere. Bocas er ikke helt saa turistisk (endnu), i hvert fald ikke synligt. Man finder nemlig hurtigt ud af, at alle kan engelsk. Vi havde en strand-og-palmer-dag, 2 dage med regn (hvor jeg laerte at spille poker rigtigt og snakkede med nogle backpackere fra hele verden), og en dag hvor vi bookede en rigtig turisttur med delfinsyn, snorkling sammen med fisk i regnbuefarver, synet af uberoerte bittesma oer, og strandtur. Ret bounty.
Det er svaerere at skrive om det der var perfekt, end det man syntes var underligt. saa jeg maa nok faa gang i nogle billeder.
Den her weekend var jeg ved Costa Ricas mest aktive vulkan Arenal for at se noget lava og roeg, og jeg blev ikke skuffet. Vi badede ved foden af en vandfald (Hvor jeg fik stjaalet 170 kr., selvom jeg regnede min taske for sikker), badede ogsaa i varme kilder, og tog saa en tur igennem skov og klipper, for at se et fantastisk (om end lille) vulkanudbrud.
I mit projekt havde jeg Idraetsdag i dag, hvor jeg haabede paa at se de andre laerinder i andet end plateausko og blingbling. Men jeg endte med at vaere den eneste, som spillede fodbold og hoppede trampolin med klassen. Jeg gaar stadig hver dag med glaede til skolen, men det er svaert paa nogle punkter. For eksempel er det svaert at irettesaette boernene, naar man ikke rigtig kender dem, og egentlig ikke har direkte ansvar for dem. Det er min opgave at hjaelpe dem, som altid er lidt bagud og som ikke kan koncentrere sig, men samtidig skal jeg vaere med til at holde ro i klassen, hvilket laerinden goer ved at raabe og true med diverse konsekvenser. Og jeg er mere en ikke-raabende person. At skulle vaere en autoritetsperson og samtidig vaere en, som boernene gider at soege hjaelp hos bliver nok den stoerste udfordring i de naeste uger.
Jeg har vaeret i Panama i paaskeugen, for at udnytte muligheden for at se et andet land nu hvor jeg ikke rejser rundt, og fordi jeg havde brug for at fornye mit visum. for det skal man forlade landet i mind. 3 dage, og saa faar man et nyt stempel i passet, wow.
Det foerste eventyr startede allerede paa busstationen, hvor jeg stod ved middagstid sammen med 4 sveitzere og var frisk paa 16 timer i bus. problemet var saa bare, at damen bag check in havde solgt min og en anden piges billet videre, saa vores pladser var optaget. det betoed, at vi skulle vente 12 timer til vi kunne tage en anden bus. det samme var sket for en 16 aarig halvamerikaner-halvtico, som skulle rejse selv i stedet for med sin kaereste og hendes mor. Hans mor var ved at faa et hysterisk anfald, fordi hun ikke ville have, at han rejste alene. saa rahel (min medrejsende) og jeg tilboed at passe paa hendes 1.90 hoeje soen under busturen. I de 12 timers ventetid fik vi til gengaeld indblik i "det fede liv" i Costa Rica. Vi blev koert fra Mall til Mall for at spise, se en daarlig film i biografen, spise lidt mere, faa en oel, tage en tur til bedstemor for at synge og spille klaver, spise igen, se deres hjem og ryge vandpibe og se mtv, og blev saa koert tilbage til busstationen. I eftermiddagstrafikken laerte vi nogle nye spanske bandeord og bokseteknikker, som blev udvekslet mellem mor og soen.
I Panama City blev vi ramt af en mur af varme. Mellemamerikanske busser har et indeklima paa hoejst 15 grader, og folk sidder med huer, taepper og halstoerklaeder. jeg har stadig ikke fundet ud af, hvorfor det er noedvendigt med den sindsyge aircondition. Det naeste ekstrem var de forskellige taxaers standard. Der er nogle med kaempe buler (hvor bagagerummet bliver holdt sammen med elastikreb) og gangsterrap, og nogle med laekker polstring, aircondition og elevatormusik. Begge muligheder til den pris, man kan forhandle sig til.
Panama City er en underlig blanding af en junlge af skyskrabere, paen kolonialstil og slum. Naar man gaar en halv kilometer, har man set alt fra jakkesaet (for det meste hvide) til indiansk traditionelt toej til familier i beskidt, hullet toej (sorte). Vi blev stoppet af politiet 2 gange, som sagde at vi var paa vej til meget farligt omraade, selvom man umiddelbart ikke kunne se det.
Vi var i byen en gang, hvor jeg blev bidt i oeret af en kaempe hoej mand og blev testet for slagtningskvalitet af en anden (ligesom ved koeer skulle jeg lige ha et tommelfingertryk i hoftefedtet). Flirt paa panamamaade. Rahel og jeg reddede os ved at danse sammen, saa tror alle automatisk at man er lesbisk. Paa den maade kom vi endda i kontakt med et andet lesbisk par.
I 3 dage saa vi de fleste turistiske ting og tog videre med en blandet fornemmelse af den by.
Videre til 4 dage i Bocas del Toro, en oegruppe ved Panamas karibikkyst. Laes det jeg har skrevet om Puerto Viejo, og forestil dig det 3 gange smukkere. Bocas er ikke helt saa turistisk (endnu), i hvert fald ikke synligt. Man finder nemlig hurtigt ud af, at alle kan engelsk. Vi havde en strand-og-palmer-dag, 2 dage med regn (hvor jeg laerte at spille poker rigtigt og snakkede med nogle backpackere fra hele verden), og en dag hvor vi bookede en rigtig turisttur med delfinsyn, snorkling sammen med fisk i regnbuefarver, synet af uberoerte bittesma oer, og strandtur. Ret bounty.
Det er svaerere at skrive om det der var perfekt, end det man syntes var underligt. saa jeg maa nok faa gang i nogle billeder.
Den her weekend var jeg ved Costa Ricas mest aktive vulkan Arenal for at se noget lava og roeg, og jeg blev ikke skuffet. Vi badede ved foden af en vandfald (Hvor jeg fik stjaalet 170 kr., selvom jeg regnede min taske for sikker), badede ogsaa i varme kilder, og tog saa en tur igennem skov og klipper, for at se et fantastisk (om end lille) vulkanudbrud.
I mit projekt havde jeg Idraetsdag i dag, hvor jeg haabede paa at se de andre laerinder i andet end plateausko og blingbling. Men jeg endte med at vaere den eneste, som spillede fodbold og hoppede trampolin med klassen. Jeg gaar stadig hver dag med glaede til skolen, men det er svaert paa nogle punkter. For eksempel er det svaert at irettesaette boernene, naar man ikke rigtig kender dem, og egentlig ikke har direkte ansvar for dem. Det er min opgave at hjaelpe dem, som altid er lidt bagud og som ikke kan koncentrere sig, men samtidig skal jeg vaere med til at holde ro i klassen, hvilket laerinden goer ved at raabe og true med diverse konsekvenser. Og jeg er mere en ikke-raabende person. At skulle vaere en autoritetsperson og samtidig vaere en, som boernene gider at soege hjaelp hos bliver nok den stoerste udfordring i de naeste uger.
tirsdag den 4. marts 2008
mit projekt
Jeg er nu startet paa skolen Ciudadela de Fatima med 350 elever, som ligger lidt udenfor byen med natur omkring. Skolen lys og paen, selvom den ikke har mange midler at goere godt med. Boernene kommer fra mindre velhavende familier, nogle af dem er decideret fattige. Det er dog ikke umiddelbart synligt, for skoleuniform er obligatorisk. Den costaricanske uniform for 5-12 aarige bestaar af moerkeblaa bukser/nederdele, hvide skjorter, sorte laedersko, og (kun i min skole) moerkeblaat slips. Mange af drengenes haar har faaet en omgang gele og finkaemning af mor. De ligner alle smaa mormonmissionarer.
De naeste 3 maaneder er jeg hjaelpelaerer i en 5. klasse. Det skulle jeg lige vaenne mig til. Jeg regnede nemlig med at starte med smaa boern, fordi det er meget nemmere, men jeg kunne ikke vaelge selv. Eleverne er 10/11 aar gamle, soede og nysgerrige. De ser bare saa meget aeldre ud end saadan nogle purke i Danmark, saa lige den foerste dag tvivlede jeg paa mine evner. Men de sidste 2 dage har lovet godt. Det starter stille og roligt med, at jeg rydder lidt op og kigger paa i undervisningen, men jeg er ogsaa begyndt at hjaelpe Christopher, som har asberger, og derfor kraever meget opmaerksomhed af laerinden. Nogle gange forstaar han ikke, hvad laerinden siger og bryder ind i undervisningen, nogle gange skal han liiige fortaelle hende noget, nogle gange skal ham som sidder bag ham lige drilles lidt. Han er slet ikke dum, men stiller tit "dumme spoergsmaal", som faar pigerne til at fnise.
Min plan er at aflaste laerinden med ham indtil videre, og senere haaber jeg at kunne laere boernene lidt engelsk. Her laerer man nemlig ikke engelsk i folkeskolen, men fransk. Det er kun paa privatskoler, og for de offentlige skolers vedkommende maaske i i de aeldre klasser, at man laerer engelsk. Saa mange kan naesten ikke engelsk, naar de er faerdige med skolen. Eleverne spoerger mig, om jeg har vaeret i USA, eller om "thank you" virkelig er engelsk. Eller taeller helt stolt fra 1 til 5 for mig. Saa interessen er der fra elevernes side.
I dag har jeg ogsaa faaet min foerste tegning, som jeg gaar og praler lidt med ;-)
Alt i alt har der ikke rigtig vaeret noget daarligt ved min tid i Costa Rica endnu. Jeg kan forestille mig, at mine indlaeg bliver mindre lalleglade, naar jeg har faaet en hverdag paa projektet, og det hele ikke laengere er nyt og fedt.
Men indtil videre vil jeg takke jer, som gider at bruge tid paa at laese om hvad jeg gaar og laver. Jeg er rigtig glad for den respons jeg faar, og glaeder mig til at se jer igen om 3 maaneder.
De naeste 3 maaneder er jeg hjaelpelaerer i en 5. klasse. Det skulle jeg lige vaenne mig til. Jeg regnede nemlig med at starte med smaa boern, fordi det er meget nemmere, men jeg kunne ikke vaelge selv. Eleverne er 10/11 aar gamle, soede og nysgerrige. De ser bare saa meget aeldre ud end saadan nogle purke i Danmark, saa lige den foerste dag tvivlede jeg paa mine evner. Men de sidste 2 dage har lovet godt. Det starter stille og roligt med, at jeg rydder lidt op og kigger paa i undervisningen, men jeg er ogsaa begyndt at hjaelpe Christopher, som har asberger, og derfor kraever meget opmaerksomhed af laerinden. Nogle gange forstaar han ikke, hvad laerinden siger og bryder ind i undervisningen, nogle gange skal han liiige fortaelle hende noget, nogle gange skal ham som sidder bag ham lige drilles lidt. Han er slet ikke dum, men stiller tit "dumme spoergsmaal", som faar pigerne til at fnise.
Min plan er at aflaste laerinden med ham indtil videre, og senere haaber jeg at kunne laere boernene lidt engelsk. Her laerer man nemlig ikke engelsk i folkeskolen, men fransk. Det er kun paa privatskoler, og for de offentlige skolers vedkommende maaske i i de aeldre klasser, at man laerer engelsk. Saa mange kan naesten ikke engelsk, naar de er faerdige med skolen. Eleverne spoerger mig, om jeg har vaeret i USA, eller om "thank you" virkelig er engelsk. Eller taeller helt stolt fra 1 til 5 for mig. Saa interessen er der fra elevernes side.
I dag har jeg ogsaa faaet min foerste tegning, som jeg gaar og praler lidt med ;-)
Alt i alt har der ikke rigtig vaeret noget daarligt ved min tid i Costa Rica endnu. Jeg kan forestille mig, at mine indlaeg bliver mindre lalleglade, naar jeg har faaet en hverdag paa projektet, og det hele ikke laengere er nyt og fedt.
Men indtil videre vil jeg takke jer, som gider at bruge tid paa at laese om hvad jeg gaar og laver. Jeg er rigtig glad for den respons jeg faar, og glaeder mig til at se jer igen om 3 maaneder.
nu skal jeg integreres
Jeg har skiftet familie og er startet paa mit projekt. Min nye gaest"mor" er 31 aarige Ana, som bor sammen med sin 14 aarige bror Allan og sine foraeldre Felicia og Horacio. Saa Ana er mere som en gaestsoester.
Jeg bor nu taettere paa San Jose i bydelen Zapote, som allerede har noget storbyagtigt over sig med mange biler og folk. Storby i Costa Rica betyder dog faa mellemstore hoejhuse og hovedsageligt 2/3 etagers huse. Grunden til dette er at landet er vulkanisk aktivt omraade, og at der derfor tit er smaa jordskaelv. Der siges dog, at det er 50 aar siden, nogen doede af et jordskaelv.
Familien er katolsk og meget mere "typisk" end Sandra Hernandez, som jeg boede hos foer; fx taler de et voldsomt sprog med en masse slang og dertil passende stemmelag. Jeg proever at huske det meste de proever at laere mig, selvom jeg nok ikke kommer til at bruge "mae" (svarer til "dude" i engelsk) i hver anden saetning. Det er dog ret praktisk helt legitimt at kunne sige dimmer for en ting, man ikke aner hvad hedder, saa siger man bare "chunche".
Jeg har mit eget vaerelse igen (hos Sandra delte jeg i 2 uger vaerelse med hende, fordi en af hendes venner fra USA kom paa besoeg), og mere privatliv. Jeg faar mindst en gang om dagen ris og boenner i forskellige variationer - for de fleste costaricanske familier spiser ris og boenner morgen, middag, aften.
I loerdags tog Ana mig med til en typisk fest i en improviseret bar, hvor alle tanter, faetre, kusiner og venner ogsaa plejer at holde til. Der var storskaermsfodbold, traditionel musik, og oel og snacks til ingen penge. Folk havde deres smaa boern og bedsteforaeldre med, nogle havde glimmertoej, andre rullekravetroejer paa, det hele var utrolig hyggeligt og afslappet. Jeg vovede mig endda ud paa dansegulvet til noget salsa, og gav paa den maade forsamlingen af 100 mennesker noget at grine af. Det blev ikke mindre pinligt af at "dj'en" introducerede mig som "la extranjera" over mikrofonen.
Costaricanere drikker meget og ofte, for det meste deres nationaloel Imperial. I paaskeugen og til nationalt valg lukker alle barene, og der bliver officielt ikke solgt alkohol. Specielt maendende kan drikke utrolig meget, og det sker tit, at folk koerer hjem i bilen efter 6 oel en tirsdagaften, saa jeg er sikker paa, at danskerne har en staerk "konkurrent" mht til aarligt alkoholforbrug.
Jeg bor nu taettere paa San Jose i bydelen Zapote, som allerede har noget storbyagtigt over sig med mange biler og folk. Storby i Costa Rica betyder dog faa mellemstore hoejhuse og hovedsageligt 2/3 etagers huse. Grunden til dette er at landet er vulkanisk aktivt omraade, og at der derfor tit er smaa jordskaelv. Der siges dog, at det er 50 aar siden, nogen doede af et jordskaelv.
Familien er katolsk og meget mere "typisk" end Sandra Hernandez, som jeg boede hos foer; fx taler de et voldsomt sprog med en masse slang og dertil passende stemmelag. Jeg proever at huske det meste de proever at laere mig, selvom jeg nok ikke kommer til at bruge "mae" (svarer til "dude" i engelsk) i hver anden saetning. Det er dog ret praktisk helt legitimt at kunne sige dimmer for en ting, man ikke aner hvad hedder, saa siger man bare "chunche".
Jeg har mit eget vaerelse igen (hos Sandra delte jeg i 2 uger vaerelse med hende, fordi en af hendes venner fra USA kom paa besoeg), og mere privatliv. Jeg faar mindst en gang om dagen ris og boenner i forskellige variationer - for de fleste costaricanske familier spiser ris og boenner morgen, middag, aften.
I loerdags tog Ana mig med til en typisk fest i en improviseret bar, hvor alle tanter, faetre, kusiner og venner ogsaa plejer at holde til. Der var storskaermsfodbold, traditionel musik, og oel og snacks til ingen penge. Folk havde deres smaa boern og bedsteforaeldre med, nogle havde glimmertoej, andre rullekravetroejer paa, det hele var utrolig hyggeligt og afslappet. Jeg vovede mig endda ud paa dansegulvet til noget salsa, og gav paa den maade forsamlingen af 100 mennesker noget at grine af. Det blev ikke mindre pinligt af at "dj'en" introducerede mig som "la extranjera" over mikrofonen.
Costaricanere drikker meget og ofte, for det meste deres nationaloel Imperial. I paaskeugen og til nationalt valg lukker alle barene, og der bliver officielt ikke solgt alkohol. Specielt maendende kan drikke utrolig meget, og det sker tit, at folk koerer hjem i bilen efter 6 oel en tirsdagaften, saa jeg er sikker paa, at danskerne har en staerk "konkurrent" mht til aarligt alkoholforbrug.
lørdag den 1. marts 2008
survival i manuel antonio
sidste weekend var vi i quepos, en lille grim by ved pacifikkysten. vi ville egentlig leje en bil, biludlejningsfyrene kom ogsaa med den lille graa nissan vi havde i tankerne, men det hele gik i kludder, da David, den eneste som var over 21, ikke havde det rigtige kreditkort til depositumet. naa, saa tog vi bussen. det viste sig ogsaa at vaere lidt smarter, for vejene var ikke ligefrem europaeisk standard. Improviserede broer og et godt stykke af vejen afgrund paa den ene side, for at sige det kort. vores plan var at have nogle stille smukke dage i nationalparken manuel antonio og ved stranden. det hele startede ogsaa meget idyllisk (jeg smider snart nogle mere spaendende billeder ind), og efter en 1 times lang gaatur i parken (hvor der lever aber!) besluttede vi os for at bruge et par timer paa en strand, som var virkelig smuk, og en smule isoleret. skoven omkring lignede noget fra kingkongfilmen. der var kun et lille stykke strand og saa gik en klippemur bare stejl opad, kronet af taet palmeskov. vi badede, blev solskoldede, og snakkede med nogle argentinere. da kl blev 3 om eftermiddagen pakkede vi sammen, for parken lukkede kl 4 . paa det tidspunkt var vi de eneste folk tilbage paa stranden, og 5 min senere fandt vi ud af hvorfor: vandet var begyndt at bevaege sig mere og mere ind paa land, boelgerne var pludselig hoejere og kraftigere end foer. passagen af sten vi havde passeret paa vej hen til stranden var nu 1 meter under vand. vi blev noedt til skiftevis at gaa i vandet med vores ting hoejt haevet over hovedet og kravle op at nogle klipper. en voldsom boelge ramte min taske, med det resultat at min mp3 afspiller og min mobil ikke virker laengere. mens vi kravlede paa klipper 3 meter over vandet, var nogle sorte krabber paa vej i vandet fra skoven og kriblede over det hele. pludselig hoerte jeg et skrig bag mig, det var Anna, som naesten var faldet i vandet hvis Lorenz ikke havde grebet hende. takket vaere ham havde hun kun skrammer hele vejen op af det ene ben. Vi begyndte at blive lidt bange. vi kunne altid smide vores ting og svoemme, men vi vidste ikke at der ogsaa var undervandsstroemninger. men efter en halv times frygtfyldt klatretur naede vi i sikkerhed. fuldstaendig vaade men uden stoerre men.
resten af weekenden var for kedelig til at blive skrevet ned; den bestod bare af endnu mere strand, sol og kokusnoedder. bortset fra at jeg praesterede at faa mit eneste kontokort spaerret efter 3 mislykkede pinkoder, men det er fikset igen takket vaere meine daenisches mutti und vati og det (paa det punkt) yderst hjaelpsomme danske bankvaesen.
resten af weekenden var for kedelig til at blive skrevet ned; den bestod bare af endnu mere strand, sol og kokusnoedder. bortset fra at jeg praesterede at faa mit eneste kontokort spaerret efter 3 mislykkede pinkoder, men det er fikset igen takket vaere meine daenisches mutti und vati og det (paa det punkt) yderst hjaelpsomme danske bankvaesen.
fredag den 22. februar 2008
onsdag den 20. februar 2008
uha, der er sket meget siden sidst. mit spansk er blevet meget bedre, saa de fleste ticos blir faktisk glade naar man proever at snakke. Jeg vil proeve at lave et hurtigt overblik, saa jeg selv kan huske det jeg har lavet.
onsdag sidste uge: jeg var til mormonvalentinsfest kun for kvinder og med maengder af laekker mad, og lige saa meget religionssnak. det er begyndt at blive lidt ensformigt for mig hehe.
torsdag: dansetime i skolen. derefter var vi nogle stykker paa en bar og ude at danse, ikke saa vild en aften, men vi foelte os som om vi var kommet i byen for foerste gang - lidt generte og forundret. Der var et rigtig godt band i baren, som dog naesten kun spillede kaerlighedssange (det var trods alt valentinsdag). i et lille diskotek var der propfyldt denne torsdag, og her spillede de nyeste reggaeton hits. stemningen var dog afdaempet i forhold til det, vi skulle blive vidne til paa loerdag.
fredag: vi tog 4 piger i et supervestligt indkoebscenter, og gik i biffen der. Sweeney Todd er ikke for sarte sjaele.
loerdag: tidlig om morgenen en udflugt til vulkanen Irazu, med tilhoerende maanelandskab. Meget hoejt oppe og smukt. Det var dejlig varmt, og et vaskebjoernsagtigt dyr (3 gange stoerre end en vaskebjoern) stjal min middagsmad.
om aftenen tog vi i byen paa et af "in"stederne, det viste sig at blive fuldstaendig vildt. Lorenz tog sin gaestbror med (tico selvfoelgelig), saa vi var ikke paa helt fremmed territorium. Der blev udelukkende spillet reggaeton den aften (musik a la "gasolina"), og folk slog sig loes. Jeg var i mit element, selvom mine danske dansemoves var fuldstaendige uskyldige i forhold til flertallet i clubben. Det meste af aftenen var der en CaptainJack agtig fyr og hans to bikiniklaedte chicks i gang, men de veg senere for en slags contest, hvor flere hold dystede om de mest sexede moves. Det var ren sex med toej paa.Der var ogsaa ca 5 fyre, som filmede mine 2 lyshaarede dansende medstuderende (fyr og pige), nok fordi de troede de var amerikanere. Jeg kom hjem kl 4 den nat, og min gaestmor spoegede med at give mig husarrest.
soendag: Jeg sov for 3 dage og saa mexikanske serier.
mandag: Stille og roligt i centrum af San Jose, og et spil pool om aftenen. Jeg haaber at blive mester i pool, selvom de costa ricanske regler er meget haarde.
tirsdag: vi fejrede en eksstuderendes foedselsdag paa baren fra torsdagen foer, inkl 2 costa ricanere fra lorenz´familie. utrolig hyggeligt.
Undskyld den korte stikordsform, men jeg maa hellere skynde mig hjem nu.
Jeg haaber i har det godt i Danmark, og sender jer kaerlige tanker.
onsdag sidste uge: jeg var til mormonvalentinsfest kun for kvinder og med maengder af laekker mad, og lige saa meget religionssnak. det er begyndt at blive lidt ensformigt for mig hehe.
torsdag: dansetime i skolen. derefter var vi nogle stykker paa en bar og ude at danse, ikke saa vild en aften, men vi foelte os som om vi var kommet i byen for foerste gang - lidt generte og forundret. Der var et rigtig godt band i baren, som dog naesten kun spillede kaerlighedssange (det var trods alt valentinsdag). i et lille diskotek var der propfyldt denne torsdag, og her spillede de nyeste reggaeton hits. stemningen var dog afdaempet i forhold til det, vi skulle blive vidne til paa loerdag.
fredag: vi tog 4 piger i et supervestligt indkoebscenter, og gik i biffen der. Sweeney Todd er ikke for sarte sjaele.
loerdag: tidlig om morgenen en udflugt til vulkanen Irazu, med tilhoerende maanelandskab. Meget hoejt oppe og smukt. Det var dejlig varmt, og et vaskebjoernsagtigt dyr (3 gange stoerre end en vaskebjoern) stjal min middagsmad.
om aftenen tog vi i byen paa et af "in"stederne, det viste sig at blive fuldstaendig vildt. Lorenz tog sin gaestbror med (tico selvfoelgelig), saa vi var ikke paa helt fremmed territorium. Der blev udelukkende spillet reggaeton den aften (musik a la "gasolina"), og folk slog sig loes. Jeg var i mit element, selvom mine danske dansemoves var fuldstaendige uskyldige i forhold til flertallet i clubben. Det meste af aftenen var der en CaptainJack agtig fyr og hans to bikiniklaedte chicks i gang, men de veg senere for en slags contest, hvor flere hold dystede om de mest sexede moves. Det var ren sex med toej paa.Der var ogsaa ca 5 fyre, som filmede mine 2 lyshaarede dansende medstuderende (fyr og pige), nok fordi de troede de var amerikanere. Jeg kom hjem kl 4 den nat, og min gaestmor spoegede med at give mig husarrest.
soendag: Jeg sov for 3 dage og saa mexikanske serier.
mandag: Stille og roligt i centrum af San Jose, og et spil pool om aftenen. Jeg haaber at blive mester i pool, selvom de costa ricanske regler er meget haarde.
tirsdag: vi fejrede en eksstuderendes foedselsdag paa baren fra torsdagen foer, inkl 2 costa ricanere fra lorenz´familie. utrolig hyggeligt.
Undskyld den korte stikordsform, men jeg maa hellere skynde mig hjem nu.
Jeg haaber i har det godt i Danmark, og sender jer kaerlige tanker.
tirsdag den 12. februar 2008
Min foerste rigtige tur downtown San Jose
Igaar tog Lorenz (en am mine medstuderende) og jeg paa opdagelsestur i San Jose. Han er vild med slanger og diverse andre tropedyr, saa vi tog et smut i zoologisk have for at te os som smaa boern og tage en masse billeder. De fleste dyr dèr findes ogsaa "for real" i naturen her, som fx papegoeer, slanger, froer og aber. Der var dog ogsaa 2 loever og en jaguar i meget smaa bure. De fleste dyr var lettere sindsyge, og nogle gik restloese fra en ene ende til den anden i deres lille bur. Jeg fandt ogsaa ud af, hvilke slanger jeg kunne doe af, og at alligatorer kan vaere farlige, selvom de ser lidt doede ud.
San Jose er et mylder af mennesker og forskellige butikker. Byen har nogle paene sider, men bliver domineret af internationale/amerikanske kaeder som KFC, Taco Bell og Burger King. Der lugter af fast food, bilos, skrald og andet godt. Butikkerne bliver overvaaget af vagter, kasseapparaterne er ofte langt bag salgsbordet, og naar man har koebt noget, bliver posen klipset sammen, saa man ikke kan putte noget i den paa vej ud. Det er sjovt at taenke tilbage paa danske banker, hvor doerene nogle steder aabner automatisk, og hvor der ikke er nogen som kontrollerer dit taskeindhold. Selvom Costa Rica er det rigeste land i Mellem-/Sydamerika, er der stadig tiggere og gadesaelgere paa hver andet gadehjoerne.
Men naar aftenen saenker sig over byen, og man staar foran Teatro National (som er en kopi af Paris' operahus en miniature) og lytter til livemusik virker byen naesten europaeisk.
Paa vej hjem fik Lorenz - og jeg (!) - tilbudt stoffer og gratis entre paa stripbar (tag det roligt mor og far, jeg har ikke taenkt mig det ene eller det andet). Det er lidt sjovt i starten, men senere taenkte jeg paa, at det maa vaere temmelig nemt at vaere sexturist i Costa Rica.
Men selvom byen er uattraktiv paa ydersiden, og jeg har skrevet mange grimme ting, tror jeg, at den har en masse at byde paa. Kulturlivet skulle vaere utrolig rigt, og det skulle vaere helt vildt fedt at gaa i byen om aftenen. Jeg har laert Costa Ricanerne at kende som festlige, aabne og sociale, og jeg nyder utrolig meget at vaere her.
Jeg skal dog tage mig sammen og torturere mine omgivelser meget mere med mit gebrokne spansk, for jeg taler kun engelsk med min familie, og tysk med naesten alle de sprogstuderende (der er forresten kommet 3 sveitzere mere og en aussie). Jeg skiftes til at taenke paa dansk/tysk/engelsk men mit hovede er stadig lidt tomt, naar det kommer til español.
San Jose er et mylder af mennesker og forskellige butikker. Byen har nogle paene sider, men bliver domineret af internationale/amerikanske kaeder som KFC, Taco Bell og Burger King. Der lugter af fast food, bilos, skrald og andet godt. Butikkerne bliver overvaaget af vagter, kasseapparaterne er ofte langt bag salgsbordet, og naar man har koebt noget, bliver posen klipset sammen, saa man ikke kan putte noget i den paa vej ud. Det er sjovt at taenke tilbage paa danske banker, hvor doerene nogle steder aabner automatisk, og hvor der ikke er nogen som kontrollerer dit taskeindhold. Selvom Costa Rica er det rigeste land i Mellem-/Sydamerika, er der stadig tiggere og gadesaelgere paa hver andet gadehjoerne.
Men naar aftenen saenker sig over byen, og man staar foran Teatro National (som er en kopi af Paris' operahus en miniature) og lytter til livemusik virker byen naesten europaeisk.
Paa vej hjem fik Lorenz - og jeg (!) - tilbudt stoffer og gratis entre paa stripbar (tag det roligt mor og far, jeg har ikke taenkt mig det ene eller det andet). Det er lidt sjovt i starten, men senere taenkte jeg paa, at det maa vaere temmelig nemt at vaere sexturist i Costa Rica.
Men selvom byen er uattraktiv paa ydersiden, og jeg har skrevet mange grimme ting, tror jeg, at den har en masse at byde paa. Kulturlivet skulle vaere utrolig rigt, og det skulle vaere helt vildt fedt at gaa i byen om aftenen. Jeg har laert Costa Ricanerne at kende som festlige, aabne og sociale, og jeg nyder utrolig meget at vaere her.
Jeg skal dog tage mig sammen og torturere mine omgivelser meget mere med mit gebrokne spansk, for jeg taler kun engelsk med min familie, og tysk med naesten alle de sprogstuderende (der er forresten kommet 3 sveitzere mere og en aussie). Jeg skiftes til at taenke paa dansk/tysk/engelsk men mit hovede er stadig lidt tomt, naar det kommer til español.
puerto viejo - rastamaend og surfere
Busen koerer imellem 2 mure af groent og klipper, som er saa hoeje, at jeg ikke kan se himlen ud af busvinduet. Den 5 timer lange tur til Puerto Viejo er paa delvis hullede veje, over enkelte floder, forbi bittesmaa huse. Vi er i regnskoven, og luften er tyk og lummervarm. Baade turister og costaricanere ser frem til en weekend som hentet ud af et katalog med charterrejser.
Den naeste morgen er vores sprog reduceret til "wow", "wunderschoen", og "hvor fedt". Vi staar og ser paa kilometerlang strand til hoejre og venstre, palmer med modne kokosnoedder, en straalende blaa himmel og klart vand. Vi spiser tropiske frugter til morgenmad og traditionel mad med kokossovs til aftensmad. Drikker Imperial (nationaloellen) og drinks, danser lidt reggaeton. Den foerste dag lejer vi nogler cykler og finder Punta Uva, en af de flotteste strande. Bortset fra nogle enkelte amerikanere er der ikke andre turisterne end os den dag, og vi bruger hele dagen paa at bade og nyde udsigten.
Puerto Viejos indbyggere har forstaaet, hvordan man kan lokke turisterne til: De har gjort deres jamaicanske baggrund til en kliche. Der bliver spillet reaggae 24 timer i doegnet, alt er malet roed-gul-groent, saa godt som alle kan tale engelsk, og livet ser ud til at gaa i slowmotion. Hvis du har brug for noget at ryge, kan du bare spoerge tjeneren paa din bar og han finder noget til dig. Om aftenen dufter der af mad, frugter og harpiks. Men ogsaa af skrald.
Turisterne har mange ansigter: der er dem, som shopper i boderne og faar lavet fletninger (tyskere og amerikanere, sorry), der er surfere, og der er batikklaedte folk med dreads. Desuden lever der en masser europaere permanent ved karibikkysten, som arbejder i restauranterne om aftenen, og nyder deres lille paradis om dagen.
Paa vej hjem bliver bussen stoppet af lokalpolitiet, og alle skal vise deres pas. Vi faar ikke forklaret nogen grund, og politimaendende gaar rundt med mindst 2 vaaben her. Senere finder jeg ud af, at der bliver smuglet baade stoffer og illegale indvandrere fra fx. Panama og Nicaragua fra kysten til San Jose.
Jeg vil proeve at laegge nogle billeder ind saa snart som muligt. Internettet/computerne her er utrolig langsomme, og engang imellem er der stroemafbrud. Men jeg vil proeve at tage mig sammen ;)
Den naeste morgen er vores sprog reduceret til "wow", "wunderschoen", og "hvor fedt". Vi staar og ser paa kilometerlang strand til hoejre og venstre, palmer med modne kokosnoedder, en straalende blaa himmel og klart vand. Vi spiser tropiske frugter til morgenmad og traditionel mad med kokossovs til aftensmad. Drikker Imperial (nationaloellen) og drinks, danser lidt reggaeton. Den foerste dag lejer vi nogler cykler og finder Punta Uva, en af de flotteste strande. Bortset fra nogle enkelte amerikanere er der ikke andre turisterne end os den dag, og vi bruger hele dagen paa at bade og nyde udsigten.
Puerto Viejos indbyggere har forstaaet, hvordan man kan lokke turisterne til: De har gjort deres jamaicanske baggrund til en kliche. Der bliver spillet reaggae 24 timer i doegnet, alt er malet roed-gul-groent, saa godt som alle kan tale engelsk, og livet ser ud til at gaa i slowmotion. Hvis du har brug for noget at ryge, kan du bare spoerge tjeneren paa din bar og han finder noget til dig. Om aftenen dufter der af mad, frugter og harpiks. Men ogsaa af skrald.
Turisterne har mange ansigter: der er dem, som shopper i boderne og faar lavet fletninger (tyskere og amerikanere, sorry), der er surfere, og der er batikklaedte folk med dreads. Desuden lever der en masser europaere permanent ved karibikkysten, som arbejder i restauranterne om aftenen, og nyder deres lille paradis om dagen.
Paa vej hjem bliver bussen stoppet af lokalpolitiet, og alle skal vise deres pas. Vi faar ikke forklaret nogen grund, og politimaendende gaar rundt med mindst 2 vaaben her. Senere finder jeg ud af, at der bliver smuglet baade stoffer og illegale indvandrere fra fx. Panama og Nicaragua fra kysten til San Jose.
Jeg vil proeve at laegge nogle billeder ind saa snart som muligt. Internettet/computerne her er utrolig langsomme, og engang imellem er der stroemafbrud. Men jeg vil proeve at tage mig sammen ;)
onsdag den 6. februar 2008
cumpleaños feliz
for foerste gang i mit liv har der vaeret dejligt vejr paa min foedselsdag! Saa nu er jeg ikke laengere teenager og skal til at opfoere mig voksent. Jeg var dog saa heldig at have gaver med hjemmefra af mine foraeldre. Samtidig havde jeg min foerste dag paa sprogskolen, hvor der kun gaar soede mennesker, som dog kan taelles paa begge mine haender. Og jeg har 10 fingre.
Der er to piger og en fyr fra sweitz (Eva, Anna, og Lorentz), endnu en fyr paa min alder fra muenchen, og en mand paa 43, ogsaa fra tyskland. Saa er der ogsaa en hollandsk dame, som vil blive i Costa Rica for altid, og 3 laerinder. Jeg fjoller mest rundt med sweitzerne, som jeg taler tysk med hvis jeg er heldig og de ikke lige taler deres "heidi/alpe"tysk, som overhoved ikke er til at forstaa, naar man ikke er foedt i en bjerghytte.
Naa ja, om aftenen paa min foedselsdag fik jeg et surprising surpriseparty: hele Sandras familie og mine to nye missionarvenner fra Mexiko og USA stod rundt om en stor tres leches (costaricansk kage) og sang for mig. Det blev en rigtig hyggelig (nonalkoholisk/koffeinfri) aften.
Der er to piger og en fyr fra sweitz (Eva, Anna, og Lorentz), endnu en fyr paa min alder fra muenchen, og en mand paa 43, ogsaa fra tyskland. Saa er der ogsaa en hollandsk dame, som vil blive i Costa Rica for altid, og 3 laerinder. Jeg fjoller mest rundt med sweitzerne, som jeg taler tysk med hvis jeg er heldig og de ikke lige taler deres "heidi/alpe"tysk, som overhoved ikke er til at forstaa, naar man ikke er foedt i en bjerghytte.
Naa ja, om aftenen paa min foedselsdag fik jeg et surprising surpriseparty: hele Sandras familie og mine to nye missionarvenner fra Mexiko og USA stod rundt om en stor tres leches (costaricansk kage) og sang for mig. Det blev en rigtig hyggelig (nonalkoholisk/koffeinfri) aften.
Mit 3 maaneder lange projekt er 100 procent fastlagt nu: det blir i en folkeskole med boern fra 5 til 12 aar, og skolen ligger i forstaden til San Jose. Min familie rystede bare paa hovedet og sagde uha, for navnet paa kvarteret hedder noget, som kan oversaettes til "the forsaken", og stedet er vist farligt efter kl 18.
Jeg havde lige en meget paedagogisk madlavningstime ("husk at vaske haender, pas paa, oljen er varm"), hvor vi laerte at lave costaricanske empañadas. Mine laerinder kraever frikadeller af mig naeste uge ;-) Kvinderne jeg har moedt indtil videre har et utroligt mama-gen. Min 43 aarige "medstuderende" faar fx madpakker med af sin vaertsmor.
Om lidt tar jeg en bus til den karibiske kyst med de tre sweitzere, hvor der skulle vaere nogle af de flotteste strande (og masser af europaeere). Saa kan flashe min nye bikini og te mig lidt mere som en turist og tage nogle flere billeder.
søndag den 3. februar 2008
appelsintyven
Nogen har stjaalet Sandras appelsiner fra hendes trae i haven, mens vi var i kirke.
Sandra er pissed. Hun er overbevist om at det er en af naboerne. Sidst nabokonen stjal hendes citroner, loeb Sandra ud i baggaarden og skoed 2 gange i luften med hendes afdoede fars pistol. Nabokonen troede hun skulle doe, og det havde hun god grund til: I Costa Rica maa man nemlig skyde folk som traenger ind paa ens grund uden tilladelse! Jeg er lidt spaendt paa hvad fremtiden vil bringe.
Sandra er pissed. Hun er overbevist om at det er en af naboerne. Sidst nabokonen stjal hendes citroner, loeb Sandra ud i baggaarden og skoed 2 gange i luften med hendes afdoede fars pistol. Nabokonen troede hun skulle doe, og det havde hun god grund til: I Costa Rica maa man nemlig skyde folk som traenger ind paa ens grund uden tilladelse! Jeg er lidt spaendt paa hvad fremtiden vil bringe.
lørdag den 2. februar 2008
efter sammenlagt 15 timers flyvning...
...og en overnatning i Madrid er jeg landet i Escazu, en slags miniby 5 km fra San Josè ved fodenaf nogle virkelig smukke bjerge. Det foerste jeg moeder, da jeg stiger ud af flyet er en blaendende og varm sol, store biler, palmer og den costaricanske machokultur: 30 maend som spoerger "hej smukke, skal du ha hjaelp? Skal du ha en taxi?"
Igaar laerte jeg Escazu at kende. Der er ikke rigtig nogle fortove, saa man skal gaa paa gaden og passe paa, at man ikke blir koert ned, eller kommer til at traede i et hul ;-) jeg fandt ogsaa ud af, at det kan vaere lettere belastende at gaa rundt paa gaden alene, naar man baade har XX kromosom og en puls... Om loerdagen er der et stort marked med frugt og groent, ellers er der smaa butikker og et enkelt supermarked, hvor der bliver spillet laekker dansemusik, saa man faar lyst til at vrikke lidt i takt, mens man koeber ind. Efter lidt forundret vandren rundt og noget diskret fotografering praesterede jeg at fare vildt, saa jeg blev noedt til at goere brug af mit yderst handicappede spansk for at finde hjem. Det var ikke helt nemt, isaer fordi der ikke er nogle rigtige adresser med husnumre her, saa adressen til Sandras hus er omtrent: "300 meter syd for den butik, brunligt hus med noget hvidt og groen port".
I dag tog Sandra mig med til mormonernes gudstjeneste, hvilket faktisk var ret interessant, hvis man ser bort fra, at de var overbevist om at jeg nok ville konvertere til mormon (hehe). Jeg skulle gaa i nederdel og maatte ikke have blottede skuldre. Det tog i alt 3 timer. I den foerste time gik folk op til et podie, for at gaa til "bekendelse", dvs de fortalte, hvilke gode ting gud havde gjort for dem i deres liv, nogle af dem begyndte endda at klemme en taare naar de takkede gud for deres familie. Det var meget underligt for mig, som aldrig har vaeret til nogen som helst gudstjeneste. Halvdelen af menigheden var nok boern, og jeg snakkede med en pige, som var lidt flov over, at hun kun havde 2 boern, naar de fleste mormoner nu havde 5/6 stykker.
Den anden time sad man i smaa grupper og diskuterede religion.
Mormonerne understreger meget, at de gaar ind i troen af fri vilje, hvorfor man bl.a. bliver doebt naar man er 8 aar gammel. Desuden snakkede de utrolig meget om, at gud vil skaenke dem evigt liv i himlen sammen med deres familie, naar de overholder hans bud. Evigt liv er nok noget af det vaerste, jeg kan forestille mig, saa det kunne jeg ikke rigtig forholde mig til ;-) De to "elders" (som jeg fejlagtig troede jeg kunne kalde ved deres fornavn, ups) ville have mig til at laese et stykke op fra deres bibel, men jeg kunne ikke faa mig selv til at laese noget hoejt for troende, naar jeg ikke selv er det!
I den sidste seance blev kvinder og maend skilt ad, og her skulle kvinderne laere, hvordan de kunne vaere bedre koner og moedre, hvilket jeg dog ikke forstod meget af, da der ikke var nogen mulighed for oversaettelse. Dog fik jeg min foerste rigtige kontakt til lokalbefolkningen, fordi jeg snakkede med de forskellige kvinder.
I morgen har jeg min foerste dag i sprogskolen! Det vil blive rart at snakke med nogen, som er i den samme situation som mig, og jeg haaber jeg faar gravet noget mere spansk op fra min glemsomme hjerne.
Abonner på:
Opslag (Atom)