En uge Panama og Autoritetsoevelser

Saa er en hel maaned gaaet hvor jeg har vaeret for doven til at opdatere min blog. det er lidt nederen gjort, men nu vil jeg skrive saa meget, at du keder dig foer jeg er faerdig med det her indlaeg.
Jeg har vaeret i Panama i paaskeugen, for at udnytte muligheden for at se et andet land nu hvor jeg ikke rejser rundt, og fordi jeg havde brug for at fornye mit visum. for det skal man forlade landet i mind. 3 dage, og saa faar man et nyt stempel i passet, wow.
Det foerste eventyr startede allerede paa busstationen, hvor jeg stod ved middagstid sammen med 4 sveitzere og var frisk paa 16 timer i bus. problemet var saa bare, at damen bag check in havde solgt min og en anden piges billet videre, saa vores pladser var optaget. det betoed, at vi skulle vente 12 timer til vi kunne tage en anden bus. det samme var sket for en 16 aarig halvamerikaner-halvtico, som skulle rejse selv i stedet for med sin kaereste og hendes mor. Hans mor var ved at faa et hysterisk anfald, fordi hun ikke ville have, at han rejste alene. saa rahel (min medrejsende) og jeg tilboed at passe paa hendes 1.90 hoeje soen under busturen. I de 12 timers ventetid fik vi til gengaeld indblik i "det fede liv" i Costa Rica. Vi blev koert fra Mall til Mall for at spise, se en daarlig film i biografen, spise lidt mere, faa en oel, tage en tur til bedstemor for at synge og spille klaver, spise igen, se deres hjem og ryge vandpibe og se mtv, og blev saa koert tilbage til busstationen. I eftermiddagstrafikken laerte vi nogle nye spanske bandeord og bokseteknikker, som blev udvekslet mellem mor og soen.

I Panama City blev vi ramt af en mur af varme. Mellemamerikanske busser har et indeklima paa hoejst 15 grader, og folk sidder med huer, taepper og halstoerklaeder. jeg har stadig ikke fundet ud af, hvorfor det er noedvendigt med den sindsyge aircondition. Det naeste ekstrem var de forskellige taxaers standard. Der er nogle med kaempe buler (hvor bagagerummet bliver holdt sammen med elastikreb) og gangsterrap, og nogle med laekker polstring, aircondition og elevatormusik. Begge muligheder til den pris, man kan forhandle sig til.
Panama City er en underlig blanding af en junlge af skyskrabere, paen kolonialstil og slum. Naar man gaar en halv kilometer, har man set alt fra jakkesaet (for det meste hvide) til indiansk traditionelt toej til familier i beskidt, hullet toej (sorte). Vi blev stoppet af politiet 2 gange, som sagde at vi var paa vej til meget farligt omraade, selvom man umiddelbart ikke kunne se det.
Vi var i byen en gang, hvor jeg blev bidt i oeret af en kaempe hoej mand og blev testet for slagtningskvalitet af en anden (ligesom ved koeer skulle jeg lige ha et tommelfingertryk i hoftefedtet). Flirt paa panamamaade. Rahel og jeg reddede os ved at danse sammen, saa tror alle automatisk at man er lesbisk. Paa den maade kom vi endda i kontakt med et andet lesbisk par.
I 3 dage saa vi de fleste turistiske ting og tog videre med en blandet fornemmelse af den by.

Videre til 4 dage i Bocas del Toro, en oegruppe ved Panamas karibikkyst. Laes det jeg har skrevet om Puerto Viejo, og forestil dig det 3 gange smukkere. Bocas er ikke helt saa turistisk (endnu), i hvert fald ikke synligt. Man finder nemlig hurtigt ud af, at alle kan engelsk. Vi havde en strand-og-palmer-dag, 2 dage med regn (hvor jeg laerte at spille poker rigtigt og snakkede med nogle backpackere fra hele verden), og en dag hvor vi bookede en rigtig turisttur med delfinsyn, snorkling sammen med fisk i regnbuefarver, synet af uberoerte bittesma oer, og strandtur. Ret bounty.
Det er svaerere at skrive om det der var perfekt, end det man syntes var underligt. saa jeg maa nok faa gang i nogle billeder.

Den her weekend var jeg ved Costa Ricas mest aktive vulkan Arenal for at se noget lava og roeg, og jeg blev ikke skuffet. Vi badede ved foden af en vandfald (Hvor jeg fik stjaalet 170 kr., selvom jeg regnede min taske for sikker), badede ogsaa i varme kilder, og tog saa en tur igennem skov og klipper, for at se et fantastisk (om end lille) vulkanudbrud.

I mit projekt havde jeg Idraetsdag i dag, hvor jeg haabede paa at se de andre laerinder i andet end plateausko og blingbling. Men jeg endte med at vaere den eneste, som spillede fodbold og hoppede trampolin med klassen. Jeg gaar stadig hver dag med glaede til skolen, men det er svaert paa nogle punkter. For eksempel er det svaert at irettesaette boernene, naar man ikke rigtig kender dem, og egentlig ikke har direkte ansvar for dem. Det er min opgave at hjaelpe dem, som altid er lidt bagud og som ikke kan koncentrere sig, men samtidig skal jeg vaere med til at holde ro i klassen, hvilket laerinden goer ved at raabe og true med diverse konsekvenser. Og jeg er mere en ikke-raabende person. At skulle vaere en autoritetsperson og samtidig vaere en, som boernene gider at soege hjaelp hos bliver nok den stoerste udfordring i de naeste uger.