efter sammenlagt 15 timers flyvning...

...og en overnatning i Madrid er jeg landet i Escazu, en slags miniby 5 km fra San Josè ved fodenaf nogle virkelig smukke bjerge. Det foerste jeg moeder, da jeg stiger ud af flyet er en blaendende og varm sol, store biler, palmer og den costaricanske machokultur: 30 maend som spoerger "hej smukke, skal du ha hjaelp? Skal du ha en taxi?"

Min vaertinde for den naeste maaned hedder Sandra Hernandez, er 58 aar gammel, og mormon. Hendes aeldste soen bor lige ved siden af med sin familie, saa det er saadan, som man forestiller sig en latinamerikansk familie.
Igaar laerte jeg Escazu at kende. Der er ikke rigtig nogle fortove, saa man skal gaa paa gaden og passe paa, at man ikke blir koert ned, eller kommer til at traede i et hul ;-) jeg fandt ogsaa ud af, at det kan vaere lettere belastende at gaa rundt paa gaden alene, naar man baade har XX kromosom og en puls... Om loerdagen er der et stort marked med frugt og groent, ellers er der smaa butikker og et enkelt supermarked, hvor der bliver spillet laekker dansemusik, saa man faar lyst til at vrikke lidt i takt, mens man koeber ind. Efter lidt forundret vandren rundt og noget diskret fotografering praesterede jeg at fare vildt, saa jeg blev noedt til at goere brug af mit yderst handicappede spansk for at finde hjem. Det var ikke helt nemt, isaer fordi der ikke er nogle rigtige adresser med husnumre her, saa adressen til Sandras hus er omtrent: "300 meter syd for den butik, brunligt hus med noget hvidt og groen port".

I dag tog Sandra mig med til mormonernes gudstjeneste, hvilket faktisk var ret interessant, hvis man ser bort fra, at de var overbevist om at jeg nok ville konvertere til mormon (hehe). Jeg skulle gaa i nederdel og maatte ikke have blottede skuldre. Det tog i alt 3 timer. I den foerste time gik folk op til et podie, for at gaa til "bekendelse", dvs de fortalte, hvilke gode ting gud havde gjort for dem i deres liv, nogle af dem begyndte endda at klemme en taare naar de takkede gud for deres familie. Det var meget underligt for mig, som aldrig har vaeret til nogen som helst gudstjeneste. Halvdelen af menigheden var nok boern, og jeg snakkede med en pige, som var lidt flov over, at hun kun havde 2 boern, naar de fleste mormoner nu havde 5/6 stykker.
Den anden time sad man i smaa grupper og diskuterede religion.
Mormonerne understreger meget, at de gaar ind i troen af fri vilje, hvorfor man bl.a. bliver doebt naar man er 8 aar gammel. Desuden snakkede de utrolig meget om, at gud vil skaenke dem evigt liv i himlen sammen med deres familie, naar de overholder hans bud. Evigt liv er nok noget af det vaerste, jeg kan forestille mig, saa det kunne jeg ikke rigtig forholde mig til ;-) De to "elders" (som jeg fejlagtig troede jeg kunne kalde ved deres fornavn, ups) ville have mig til at laese et stykke op fra deres bibel, men jeg kunne ikke faa mig selv til at laese noget hoejt for troende, naar jeg ikke selv er det!
I den sidste seance blev kvinder og maend skilt ad, og her skulle kvinderne laere, hvordan de kunne vaere bedre koner og moedre, hvilket jeg dog ikke forstod meget af, da der ikke var nogen mulighed for oversaettelse. Dog fik jeg min foerste rigtige kontakt til lokalbefolkningen, fordi jeg snakkede med de forskellige kvinder.
I morgen har jeg min foerste dag i sprogskolen! Det vil blive rart at snakke med nogen, som er i den samme situation som mig, og jeg haaber jeg faar gravet noget mere spansk op fra min glemsomme hjerne.