survival i manuel antonio

sidste weekend var vi i quepos, en lille grim by ved pacifikkysten. vi ville egentlig leje en bil, biludlejningsfyrene kom ogsaa med den lille graa nissan vi havde i tankerne, men det hele gik i kludder, da David, den eneste som var over 21, ikke havde det rigtige kreditkort til depositumet. naa, saa tog vi bussen. det viste sig ogsaa at vaere lidt smarter, for vejene var ikke ligefrem europaeisk standard. Improviserede broer og et godt stykke af vejen afgrund paa den ene side, for at sige det kort. vores plan var at have nogle stille smukke dage i nationalparken manuel antonio og ved stranden. det hele startede ogsaa meget idyllisk (jeg smider snart nogle mere spaendende billeder ind), og efter en 1 times lang gaatur i parken (hvor der lever aber!) besluttede vi os for at bruge et par timer paa en strand, som var virkelig smuk, og en smule isoleret. skoven omkring lignede noget fra kingkongfilmen. der var kun et lille stykke strand og saa gik en klippemur bare stejl opad, kronet af taet palmeskov. vi badede, blev solskoldede, og snakkede med nogle argentinere. da kl blev 3 om eftermiddagen pakkede vi sammen, for parken lukkede kl 4 . paa det tidspunkt var vi de eneste folk tilbage paa stranden, og 5 min senere fandt vi ud af hvorfor: vandet var begyndt at bevaege sig mere og mere ind paa land, boelgerne var pludselig hoejere og kraftigere end foer. passagen af sten vi havde passeret paa vej hen til stranden var nu 1 meter under vand. vi blev noedt til skiftevis at gaa i vandet med vores ting hoejt haevet over hovedet og kravle op at nogle klipper. en voldsom boelge ramte min taske, med det resultat at min mp3 afspiller og min mobil ikke virker laengere. mens vi kravlede paa klipper 3 meter over vandet, var nogle sorte krabber paa vej i vandet fra skoven og kriblede over det hele. pludselig hoerte jeg et skrig bag mig, det var Anna, som naesten var faldet i vandet hvis Lorenz ikke havde grebet hende. takket vaere ham havde hun kun skrammer hele vejen op af det ene ben. Vi begyndte at blive lidt bange. vi kunne altid smide vores ting og svoemme, men vi vidste ikke at der ogsaa var undervandsstroemninger. men efter en halv times frygtfyldt klatretur naede vi i sikkerhed. fuldstaendig vaade men uden stoerre men.
resten af weekenden var for kedelig til at blive skrevet ned; den bestod bare af endnu mere strand, sol og kokusnoedder. bortset fra at jeg praesterede at faa mit eneste kontokort spaerret efter 3 mislykkede pinkoder, men det er fikset igen takket vaere meine daenisches mutti und vati og det (paa det punkt) yderst hjaelpsomme danske bankvaesen.