En uge Panama og Autoritetsoevelser

Saa er en hel maaned gaaet hvor jeg har vaeret for doven til at opdatere min blog. det er lidt nederen gjort, men nu vil jeg skrive saa meget, at du keder dig foer jeg er faerdig med det her indlaeg.
Jeg har vaeret i Panama i paaskeugen, for at udnytte muligheden for at se et andet land nu hvor jeg ikke rejser rundt, og fordi jeg havde brug for at fornye mit visum. for det skal man forlade landet i mind. 3 dage, og saa faar man et nyt stempel i passet, wow.
Det foerste eventyr startede allerede paa busstationen, hvor jeg stod ved middagstid sammen med 4 sveitzere og var frisk paa 16 timer i bus. problemet var saa bare, at damen bag check in havde solgt min og en anden piges billet videre, saa vores pladser var optaget. det betoed, at vi skulle vente 12 timer til vi kunne tage en anden bus. det samme var sket for en 16 aarig halvamerikaner-halvtico, som skulle rejse selv i stedet for med sin kaereste og hendes mor. Hans mor var ved at faa et hysterisk anfald, fordi hun ikke ville have, at han rejste alene. saa rahel (min medrejsende) og jeg tilboed at passe paa hendes 1.90 hoeje soen under busturen. I de 12 timers ventetid fik vi til gengaeld indblik i "det fede liv" i Costa Rica. Vi blev koert fra Mall til Mall for at spise, se en daarlig film i biografen, spise lidt mere, faa en oel, tage en tur til bedstemor for at synge og spille klaver, spise igen, se deres hjem og ryge vandpibe og se mtv, og blev saa koert tilbage til busstationen. I eftermiddagstrafikken laerte vi nogle nye spanske bandeord og bokseteknikker, som blev udvekslet mellem mor og soen.

I Panama City blev vi ramt af en mur af varme. Mellemamerikanske busser har et indeklima paa hoejst 15 grader, og folk sidder med huer, taepper og halstoerklaeder. jeg har stadig ikke fundet ud af, hvorfor det er noedvendigt med den sindsyge aircondition. Det naeste ekstrem var de forskellige taxaers standard. Der er nogle med kaempe buler (hvor bagagerummet bliver holdt sammen med elastikreb) og gangsterrap, og nogle med laekker polstring, aircondition og elevatormusik. Begge muligheder til den pris, man kan forhandle sig til.
Panama City er en underlig blanding af en junlge af skyskrabere, paen kolonialstil og slum. Naar man gaar en halv kilometer, har man set alt fra jakkesaet (for det meste hvide) til indiansk traditionelt toej til familier i beskidt, hullet toej (sorte). Vi blev stoppet af politiet 2 gange, som sagde at vi var paa vej til meget farligt omraade, selvom man umiddelbart ikke kunne se det.
Vi var i byen en gang, hvor jeg blev bidt i oeret af en kaempe hoej mand og blev testet for slagtningskvalitet af en anden (ligesom ved koeer skulle jeg lige ha et tommelfingertryk i hoftefedtet). Flirt paa panamamaade. Rahel og jeg reddede os ved at danse sammen, saa tror alle automatisk at man er lesbisk. Paa den maade kom vi endda i kontakt med et andet lesbisk par.
I 3 dage saa vi de fleste turistiske ting og tog videre med en blandet fornemmelse af den by.

Videre til 4 dage i Bocas del Toro, en oegruppe ved Panamas karibikkyst. Laes det jeg har skrevet om Puerto Viejo, og forestil dig det 3 gange smukkere. Bocas er ikke helt saa turistisk (endnu), i hvert fald ikke synligt. Man finder nemlig hurtigt ud af, at alle kan engelsk. Vi havde en strand-og-palmer-dag, 2 dage med regn (hvor jeg laerte at spille poker rigtigt og snakkede med nogle backpackere fra hele verden), og en dag hvor vi bookede en rigtig turisttur med delfinsyn, snorkling sammen med fisk i regnbuefarver, synet af uberoerte bittesma oer, og strandtur. Ret bounty.
Det er svaerere at skrive om det der var perfekt, end det man syntes var underligt. saa jeg maa nok faa gang i nogle billeder.

Den her weekend var jeg ved Costa Ricas mest aktive vulkan Arenal for at se noget lava og roeg, og jeg blev ikke skuffet. Vi badede ved foden af en vandfald (Hvor jeg fik stjaalet 170 kr., selvom jeg regnede min taske for sikker), badede ogsaa i varme kilder, og tog saa en tur igennem skov og klipper, for at se et fantastisk (om end lille) vulkanudbrud.

I mit projekt havde jeg Idraetsdag i dag, hvor jeg haabede paa at se de andre laerinder i andet end plateausko og blingbling. Men jeg endte med at vaere den eneste, som spillede fodbold og hoppede trampolin med klassen. Jeg gaar stadig hver dag med glaede til skolen, men det er svaert paa nogle punkter. For eksempel er det svaert at irettesaette boernene, naar man ikke rigtig kender dem, og egentlig ikke har direkte ansvar for dem. Det er min opgave at hjaelpe dem, som altid er lidt bagud og som ikke kan koncentrere sig, men samtidig skal jeg vaere med til at holde ro i klassen, hvilket laerinden goer ved at raabe og true med diverse konsekvenser. Og jeg er mere en ikke-raabende person. At skulle vaere en autoritetsperson og samtidig vaere en, som boernene gider at soege hjaelp hos bliver nok den stoerste udfordring i de naeste uger.

mit projekt

Jeg er nu startet paa skolen Ciudadela de Fatima med 350 elever, som ligger lidt udenfor byen med natur omkring. Skolen lys og paen, selvom den ikke har mange midler at goere godt med. Boernene kommer fra mindre velhavende familier, nogle af dem er decideret fattige. Det er dog ikke umiddelbart synligt, for skoleuniform er obligatorisk. Den costaricanske uniform for 5-12 aarige bestaar af moerkeblaa bukser/nederdele, hvide skjorter, sorte laedersko, og (kun i min skole) moerkeblaat slips. Mange af drengenes haar har faaet en omgang gele og finkaemning af mor. De ligner alle smaa mormonmissionarer.
De naeste 3 maaneder er jeg hjaelpelaerer i en 5. klasse. Det skulle jeg lige vaenne mig til. Jeg regnede nemlig med at starte med smaa boern, fordi det er meget nemmere, men jeg kunne ikke vaelge selv. Eleverne er 10/11 aar gamle, soede og nysgerrige. De ser bare saa meget aeldre ud end saadan nogle purke i Danmark, saa lige den foerste dag tvivlede jeg paa mine evner. Men de sidste 2 dage har lovet godt. Det starter stille og roligt med, at jeg rydder lidt op og kigger paa i undervisningen, men jeg er ogsaa begyndt at hjaelpe Christopher, som har asberger, og derfor kraever meget opmaerksomhed af laerinden. Nogle gange forstaar han ikke, hvad laerinden siger og bryder ind i undervisningen, nogle gange skal han liiige fortaelle hende noget, nogle gange skal ham som sidder bag ham lige drilles lidt. Han er slet ikke dum, men stiller tit "dumme spoergsmaal", som faar pigerne til at fnise.
Min plan er at aflaste laerinden med ham indtil videre, og senere haaber jeg at kunne laere boernene lidt engelsk. Her laerer man nemlig ikke engelsk i folkeskolen, men fransk. Det er kun paa privatskoler, og for de offentlige skolers vedkommende maaske i i de aeldre klasser, at man laerer engelsk. Saa mange kan naesten ikke engelsk, naar de er faerdige med skolen. Eleverne spoerger mig, om jeg har vaeret i USA, eller om "thank you" virkelig er engelsk. Eller taeller helt stolt fra 1 til 5 for mig. Saa interessen er der fra elevernes side.
I dag har jeg ogsaa faaet min foerste tegning, som jeg gaar og praler lidt med ;-)
Alt i alt har der ikke rigtig vaeret noget daarligt ved min tid i Costa Rica endnu. Jeg kan forestille mig, at mine indlaeg bliver mindre lalleglade, naar jeg har faaet en hverdag paa projektet, og det hele ikke laengere er nyt og fedt.
Men indtil videre vil jeg takke jer, som gider at bruge tid paa at laese om hvad jeg gaar og laver. Jeg er rigtig glad for den respons jeg faar, og glaeder mig til at se jer igen om 3 maaneder.

nu skal jeg integreres

Jeg har skiftet familie og er startet paa mit projekt. Min nye gaest"mor" er 31 aarige Ana, som bor sammen med sin 14 aarige bror Allan og sine foraeldre Felicia og Horacio. Saa Ana er mere som en gaestsoester.
Jeg bor nu taettere paa San Jose i bydelen Zapote, som allerede har noget storbyagtigt over sig med mange biler og folk. Storby i Costa Rica betyder dog faa mellemstore hoejhuse og hovedsageligt 2/3 etagers huse. Grunden til dette er at landet er vulkanisk aktivt omraade, og at der derfor tit er smaa jordskaelv. Der siges dog, at det er 50 aar siden, nogen doede af et jordskaelv.
Familien er katolsk og meget mere "typisk" end Sandra Hernandez, som jeg boede hos foer; fx taler de et voldsomt sprog med en masse slang og dertil passende stemmelag. Jeg proever at huske det meste de proever at laere mig, selvom jeg nok ikke kommer til at bruge "mae" (svarer til "dude" i engelsk) i hver anden saetning. Det er dog ret praktisk helt legitimt at kunne sige dimmer for en ting, man ikke aner hvad hedder, saa siger man bare "chunche".
Jeg har mit eget vaerelse igen (hos Sandra delte jeg i 2 uger vaerelse med hende, fordi en af hendes venner fra USA kom paa besoeg), og mere privatliv. Jeg faar mindst en gang om dagen ris og boenner i forskellige variationer - for de fleste costaricanske familier spiser ris og boenner morgen, middag, aften.
I loerdags tog Ana mig med til en typisk fest i en improviseret bar, hvor alle tanter, faetre, kusiner og venner ogsaa plejer at holde til. Der var storskaermsfodbold, traditionel musik, og oel og snacks til ingen penge. Folk havde deres smaa boern og bedsteforaeldre med, nogle havde glimmertoej, andre rullekravetroejer paa, det hele var utrolig hyggeligt og afslappet. Jeg vovede mig endda ud paa dansegulvet til noget salsa, og gav paa den maade forsamlingen af 100 mennesker noget at grine af. Det blev ikke mindre pinligt af at "dj'en" introducerede mig som "la extranjera" over mikrofonen.
Costaricanere drikker meget og ofte, for det meste deres nationaloel Imperial. I paaskeugen og til nationalt valg lukker alle barene, og der bliver officielt ikke solgt alkohol. Specielt maendende kan drikke utrolig meget, og det sker tit, at folk koerer hjem i bilen efter 6 oel en tirsdagaften, saa jeg er sikker paa, at danskerne har en staerk "konkurrent" mht til aarligt alkoholforbrug.

survival i manuel antonio

sidste weekend var vi i quepos, en lille grim by ved pacifikkysten. vi ville egentlig leje en bil, biludlejningsfyrene kom ogsaa med den lille graa nissan vi havde i tankerne, men det hele gik i kludder, da David, den eneste som var over 21, ikke havde det rigtige kreditkort til depositumet. naa, saa tog vi bussen. det viste sig ogsaa at vaere lidt smarter, for vejene var ikke ligefrem europaeisk standard. Improviserede broer og et godt stykke af vejen afgrund paa den ene side, for at sige det kort. vores plan var at have nogle stille smukke dage i nationalparken manuel antonio og ved stranden. det hele startede ogsaa meget idyllisk (jeg smider snart nogle mere spaendende billeder ind), og efter en 1 times lang gaatur i parken (hvor der lever aber!) besluttede vi os for at bruge et par timer paa en strand, som var virkelig smuk, og en smule isoleret. skoven omkring lignede noget fra kingkongfilmen. der var kun et lille stykke strand og saa gik en klippemur bare stejl opad, kronet af taet palmeskov. vi badede, blev solskoldede, og snakkede med nogle argentinere. da kl blev 3 om eftermiddagen pakkede vi sammen, for parken lukkede kl 4 . paa det tidspunkt var vi de eneste folk tilbage paa stranden, og 5 min senere fandt vi ud af hvorfor: vandet var begyndt at bevaege sig mere og mere ind paa land, boelgerne var pludselig hoejere og kraftigere end foer. passagen af sten vi havde passeret paa vej hen til stranden var nu 1 meter under vand. vi blev noedt til skiftevis at gaa i vandet med vores ting hoejt haevet over hovedet og kravle op at nogle klipper. en voldsom boelge ramte min taske, med det resultat at min mp3 afspiller og min mobil ikke virker laengere. mens vi kravlede paa klipper 3 meter over vandet, var nogle sorte krabber paa vej i vandet fra skoven og kriblede over det hele. pludselig hoerte jeg et skrig bag mig, det var Anna, som naesten var faldet i vandet hvis Lorenz ikke havde grebet hende. takket vaere ham havde hun kun skrammer hele vejen op af det ene ben. Vi begyndte at blive lidt bange. vi kunne altid smide vores ting og svoemme, men vi vidste ikke at der ogsaa var undervandsstroemninger. men efter en halv times frygtfyldt klatretur naede vi i sikkerhed. fuldstaendig vaade men uden stoerre men.
resten af weekenden var for kedelig til at blive skrevet ned; den bestod bare af endnu mere strand, sol og kokusnoedder. bortset fra at jeg praesterede at faa mit eneste kontokort spaerret efter 3 mislykkede pinkoder, men det er fikset igen takket vaere meine daenisches mutti und vati og det (paa det punkt) yderst hjaelpsomme danske bankvaesen.